BoghvedeBoghvede blomst
Boghvede blomstBoghvede er en gammel klassisk krydderurt stammende fra det tempererede Asien, men været kendt i Europa fra 1300 tallet og meget udbredt i Danmark fra 15 hundrede tallet til det 19. århundrede, hvorefter boghvede stor set forsvandt. Boghvede er en et-årig urt med op til 60 cm høje, oprette stængler, der har hvide grænsende til lyserøde blomster, som bærer de sortbrune, trekantede karakteristiske nødder. I form minder boghvede om bøgens frugt bog, hvoraf navnet selvom boghvede ikke tilhører græsfamilien som kornarterne (cerealier) som hvede, byg og rug. Boghvede kaldes derfor også ofte for pseudo-cerealier. Boghvede indeholder ikke gluten og er letfordøjelig, og indeholder også meget organisk bundet kalcium, jern, kalium, magnesium, kisel og fluor, og faktisk viser forsøg, at boghvedeproteinet kan reducere optagelsen af kolesterol med op til 47 procent. Boghvedens protein er et rigtig godt for skumdannelse for øl.

Boghvedemark
For 100 – 200 år siden var der mange boghvede marker i Danmark primært på Fyn og i Sønderjylland, og indtil 1815 var boghvede ligeså udbred i Vestjylland som rug, hvorpå den blev fortrængt af kartoflen. Boghvede var yndet i den danske kost bl.a. i form af boghvedegrød og boghvede øl. Boghvedegryn blev tidligere anvendt til grød hovedsageligt kogt på mælk, og boghvedegrød kaldes også Fyns nationalret. Allerede fra slutningen af 1700-tallet blev der etableret adskillige grynmaskiner på mange vand- og vindmøller, specielt på Fyn og i Sønderjylland, der var deciderede boghvede-kværne samt udstyr til rensning og sortering af boghvedegrynene. Specielt i Sønderjylland var der mange vandmøller med boghvede-kværne, da de fleste landbrug havde en mark med boghvede.
 
Der var mange møller, der oparbejdede boghvede, bl.a. Svendborg Boghvede- og Havremølle, oprettet af Theodor Pedersen i 1888. Theodors far, der var bager, havde allerede i 1868 købt Vestergades mølle, men da faderen døde året efter og Theodor overtog møllen, opførte han en dampmølle til formaling af boghvede – en virksomhed, der udviklede sig kraftigt dog primært på havregryn, majs (Cornflakes) osv. - boghvede eventyret var stoppen. Efter at være blevet overtaget af Kelloggs blev virksomheden trods massiv fremgang lukket i 1992, hvorpå Ove Boernæs dog genoplivede fabrikken inden den igen blev solgt til Valsemøllen i 2007. I dag findes der i Danmark kun en funktionsdygtigt mølle, der har anlæg til fremstilling af boghvedegryn, Damgaard Mølle ved Rødekro, der ikke længere fungerer som rendyrket mølle men som et levende museum drevet af ca. 40 frivillige.Boghvede

Selv H.C. Andersen beskrev i sit eventyr fra 1842 ”Boghveden” om hovmod og forfald (uddrag):

På alle markerne rundt om voksede korn, både rug, byg og havre, ja den dejlige havre, der ser ud, når den er moden, ligesom en hel mængde små gule kanariefugle på en gren. Kornet stod så velsignet, og jo tungere det var des dybere bøjede det sig i from ydmyghed.
Men der var også en ager med boghvede, og den ager var lige ud for det gamle piletræ; boghveden bøjede sig slet ikke, som det andet korn, den knejste stolt og stiv!
"Jeg er vel så rig, som akset," sagde den, "jeg er desuden meget smukkere; mine blomster er skønne, som æbletræets blomster, det er en lyst at se på mig og mine! kender du nogen prægtigere end os, du gamle piletræ!"

Ved det 19. århundrede skiftet var der kun få boghvede marker tilbage i Danmark, og efter at have været stor set forsvundet er der fra 1980erne kommet en vis interesse for boghvede igen, dog meget begrænset og på forsøgsbasis, og er desværre siden standset udover enkeltstående marker. Det boghvede, der kan købes i butikker er derfor importeret trods Danmark er et fortrinligt land for boghvede.

Boghvedemel er stadigt populært, men nu bliver det importeret.Boghvede frgt F.eks. bruges boghvede ofte i pandekager, hvor de mest kendte boghvedepandekager er de russiske blinis, som man spiser med kaviar og syrnet fløde. Ligeledes indgår boghvede i russiske og centralasiatiske madtraditioner som ristede gryn (kasha) og anvendes hele, som kogte kerner eller ristede i müsli. I Japan anvendes boghvede som forkogte kerner (soba-mai) ligesom de indgår i boghvedepasta osv. Boghvede er også på grund af den høje biologiske værdi og indhold af let fordøjeligt stivelse og protein velegnet til børnemad og til personer med allergi over for glutenproteiner (cøliaki). Men boghvede kan anvendes til meget mere som brug af blomsterne i the (40 g til en liter), hvilket afhjælper tør hoste og slim i bronkierne. Friske blade af Boghvede kan lægges lagvis på betændte friske sår og bylder, og har en helende virkning, og tørt boghvedemel bruges som pudder til småbørn. Den medicinske betydning af boghveden er dog først opdaget for nylig, og i 1999 blev boghvede kåret som årets medicinalplante.

Boghvede har internationalt et rigtig godt ry som biplante, da den giver meget og specielt nektar. Hver enkelt plante kan have fra 300 – 1800 blomster,, men honningproduktionen er meget klimabetinget. Boghvede er en nøjsom plante, der kan vokse på tørre og næringsfattige jorde, hvorfor den i Danmark typisk blev dyrket på arealer, der ikke var velegnet til kornafgrøder. Reelt giver den lavere udbytte på nærings- og kalkrige marker. Boghvede tåler ikke frost, så planten kan først sås i slutningen af maj. For håndbryggere kræves ikke et stort areal for at få rigeligt til sine bryg, og boghvede kan dyrkes stor set alle steder som mellem humlen, i frugtplantager osv., men naturligvis bedst hvor der er god sol. Men ellers er den nem og har en kort vækstsæson på 10 – 12 uger samt kort bestøvningsperiode. Blomsterne kan faktisk bruges som aroma, men typisk er det frugten, der er interessant. I slutningen af august er frugterne klar til at plukkes, tørres, renses og blendes/kværnes inden de er klar til brug i bryggen.



Manna sødgræs
"Fattigmands-hvede"

Manna-Sødgræs (Glyceria fluitans) er en op til 1 meter høj, kraftigt voksende græsart med en krybende vækst, i roligt vand med svømmende blade. Frøene har en sød smag, og de har været høstet og brugt til madlavning i tidligere tid. Indsamling af vilde planter til menneskeføde spiller i visse dele af verden en overordentlig stor rolle, mens har nu i Danmark forsvindende lille betydning.

Historisk har det dog været anderledes, og her er manna sødgræs et godt eksempel.

Den ældste danske afbildning af manna-sødgræsset findes i Simon Paullis danske flora fra 1648, så hvedegræs har været kendt længe. Den svejtsiske botaniker og kultur¬ historiker A. Maurizio beskev i ”Die Getreide-Nahrung im Wandel der Zeiten”, 1916 udførligt mannagræsset, Glyceria fluitans, som han hævder er det eneste korn i Europa, der ikke er blevet egentlig dyrket, men indsamlet til menneskeføde.

Brug af mannagræs til menneskeføde er dog hovedsageligt begrænset til Mellem- og Nordeuropa (Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Polen, Nordrusland, Nordtyskland og Skandinavien), og det er her overvejende mannasødgræs (Glyceria fluitans), der anvendes hvilken kan være svær at skelne fra den anden i Danmark voksende græs Butbladet sødgræs (G. plicata).

Græssernes voksested er fugtige eller oversvømmede steder som damme, sumpe, langs eller i grøfter og naturlige vandløb. Tidligere var dette mere udbredt end i dag, og Mannagræs er på kraftig tilbagegang

Indsamlingen af manna har haft nogen betydning, dog er der ingen sikre vidnesbyrd om frøenes anvendelse i madlavningen fra for¬historisk tid. Som en væsentlig bibeskæftigelse for bondebefolkningen særligt omkring Østersøen og i Mellemeuropa er Mannagræs indsamlet i 1700- og 1800årene. Mannagræs mister dog betydning som bi-afgrøde ved landbrugsreformerne og det forbedrede agerbrug, dog blav Mannagræs indsamlet i nødår. Manna søgræs kan efter indsamling og tørring malet til mel eller maltes for brug til øl, når der var mangel på korn, men der skal mange planter til for at give nok til et måltid. Til gengæld er der også oftest mange, der hvor manna sødgræs gror, så sjældent et problem.

Manna-Sødgræ’ blomster er uden stak. Frugterne er nødder med et kort dækblad. I Danmark er den almindelig over hele landet, dog primært i fugtige enge og langs bredderne af vandløb og søer. Manna sødgræs blomster i juni-juli, men skal først høstes senere. De afskallede frø har en sød, mandelagtig smag der gør sig godt i øl hvor mandelsmag er ønskeligt.


Manna Sødgræs: